Modeshow i Hallund
Den 7. oktober gentog vi succesen for 6. gang med modeshow i Hallund Klubhus. Der var dækket op til 80 personer, som hvad de selv gav udtryk for, igen i år fik en hyggelig og munter aften i godt selskab. De dygtige modeller gav den hele armen på catwalken. Der blev flittigt mærket på og spurgt ind til kvalitet til det tøj modellerne bar under showet. Udvalget var lige fra hverdagstøj, aftendress, selskabsdress og som noget nyt blev der i år også vist et enkelt sæt, bestående af hjemmedragt og nattøj. Tøjet og tilbehøret der blev vist var også denne gang fra Nikoline i Dronninglund. Derudover bar modellerne briller fra Louis Nielsen, tasker fra Arne J´s efterfølger og 2 konsulenter fra Gade og Juul sørgede for modellerne blev pyntet med smykker. Gunnar Madsen sørgede for forfriskninger under showet og stod også for kaffebrygning og lun kringelkage bagt af Kirsten Madsen. Else Jensen havde igen i år kreeret lækre lagkager. Grethe sørgede for forplejning til modellerne, så nerverne kunne holdes i ro (selv om det ikke så ud til var nødvendig). De er jo ved at være garvede i faget. Nogle har været med fra starten så de kender rutinen. Udover modeshowet var der også mulighed for at se strikkede modeller og købe garn fra HH-Garn i Nørresundby. Helle (datter af Else og Jørgen Jensen) og Gitte Nielsen solgte fine hjemmelavede kort til enhver lejlighed. Trine Nielsen solgte juleting i håndmalet porcelæn og Filtestedet udstillede filtede futter, tasker og tøj. I pausen og efter showet var der mulighed for at vinde fine sponserede gevinster på indgangsbilletten. Vi vil endnu engang gerne takke sponsorerne for de fine gevinster. Under og efter showet fik vi megen ros og tilkendegivelser om, at det forventes vi gentager arrangementet igen til næste år. Nikoline har sagt ja til at være med igen, så skulle det komme på tale, vil det blive en onsdag aften i starten af oktober måned 2016. Alt i alt var vi godt tilfredse med aftenens forløb. Kald os bare for udkants-Danmark men hvis man ligger lidt energi i, kan mange ting lade sig gøre. Vi er stolte over at kunne trække gæster ud til vores lille samfund fra vores ”hovedstad” Brønderslev, nabobyer som Ø-Brønderslev, Ørum, Hjallerup, Klokkerholm, ja sågar helt fra Ålborg kom der gæster.
Hilsen Kirsten og Lis