Plantedag på Hallund Æblemark

Lørdag den 13-1-2018 havde styregruppen for Hallund Æblemark indkaldt til plantedag. Pga. det meget fugtige vejr i efteråret, kunne det først plantes nu. Og vejret viste sig heldigvis fra sin pæne side, ingen regn og ingen generende frost.

De ca. 25 friske borgere, der mødte op, fik først en briefing i ”mandskabsvognen”, hvor havearkitekt Hanne Lynge Jakobsen fortalte lidt om projektet samt viste sin plan over tilplantningen.

Derefter var der instruktion i plantning af anlægsgartner Kurt Thomsen - både barrodede og træer i potter. Efter ca. 1 time, hvor alle havde gang i medbragte spader, var der plantet 69 frugttræer (æbler, blommer, pærer, sødkirsebær og valnødder) 25 hassel samt solbær, ribs, brombær, hindbær og stikkelsbær. Bagefter blev der serveret varm kakao, kaffe, the og boller i klubhuset, så alle kunne få varmen igen.

Borgerforeningen har fået 80.000 kr til projektet fra den grønne fond, og indtil videre er der brugt penge på jordbearbejdning, hegn og planter. Æblemarken ligger på Dalgårdsvej, og jordstykket har tilhørt murermester Ole B. Johansen. Han skænkedestykket til byen, da han havde hørt om æblemostpresseren, som borgerforeningen investerede i for nogle år tilbage.

I fremtiden håber vi Æblemarken kan blive et friluftssamlingssted med gril, bordebænke, bålplads og sheltere, som kan benyttes af alle. Og så vil der hvert år blive arrangeret en Store Æbledag med fremstilling af æblemost mm. 

Ultimate Web